Den legende tilgang og den humoristiske vinkel gør at man bliver berørt og glad af at stifte bekendtskab med Stine Leths værker. Objekter der står, objekter der hænger og vægobjekter. Former der er frataget deres funktion. Sære kompositioner og kombinationer i strik. Arbejderne udvikler sig i forhold til de forskellige materialers muligheder, og til de reaktioner og ideer der opstår i processen. Et andet centralt element er farven. Her er ingen smålig skelen, alle farver er i brug i et samspil, der vidner om stor sans for dens muligheder. Objekterne fremstår som små koloristiske helheder. De små klumpede skulpturer eller underlige hængende objekter, er både konkrete, svævende og naive. De udståler optimisme, humor og menneskelighed.