Jette Nørregaard har på 10. år eget værksted og galleri i centrum af Ebeltoft, hvor hun arbejder med kunst og kunsthåndværk. Smykker og skåle. Objekter og billeder. Med papir og af papir. Hun formgiver papiret i enkle linjer og søger konstant i materialets muligheder for at skabe sine værker. Skålens transparens og sarthed op mod andre skåles rå og skæve former. Smykkets minimalistiske mønstre, papir i kombination med andre ædle materialer.